Når du checker bagage ind og inden du går om bord på flyet, vil du blive bedt om at forevise billedlegitimation.
Rejser i Norden
Statsborgere fra de nordiske lande behøver ikke at medbringe pas ved rejser inden for de nordiske lande (Danmark, Finland, Sverige, Norge og Island).
Du skal dog alligevel altid medbringe en eller anden form for legitimation - f.eks. kørekort eller sygesikringsbevis.
Rejser inden for Schengen-landene
Danmark deltager i Schengen-samarbejdet, som har til formål at lette rejser mellem de deltagende lande. Der skal således under normale omstændigheder ikke vises pas, når man fra et Schengen-land rejser ind i et andet. Det betyder ikke, at man kan undvære sit pas, når man er på rejse i Schengen-området. Passet skal medbringes som legitimation og kan forlanges forevist af myndighederne.
Uden for Schengen
På internationale flyvninger bør du altid medbringe de dokumenter, som er påkrævet i det land, du rejser til. Der skal fremgå, hvilken nationalitet du har. Disse dokumenter kan f.eks. være:
- pas
- visum
- udrejsetilladelse
- vaccinationskort
- electronic travel authority (Australien)
- ESTA (USA)
Kontakt rejselandets ambassade eller konsulat i Danmark for nærmere information vedrørende din destination.
Se Udenrigsministeriets hjemmeside for nærmere vejledning ang. udenlandsrejser.